Aftaler vedrørende køb og salg af heste

Jeg bliver ofte spurgt, hvornår en aftale er bindende.  Mange tror, at man først er bundet, når man har skrevet under, men det er ikke tilfældet.

Det er selvfølgelig nemmest at dokumentere en skriftlig aftale, men i de fleste tilfælde er en mundtlig aftale lige så bindende som en skriftlig.

Der foreligger en aftale, når der er givet et tilbud og tilbuddet er accepteret inden for fristen.

Man skal holde, hvad man lover

Man kan sige, at det handler om, at holde hvad du har lovet.

Hvis du har givet et tilbud om enten at købe eller sælge en hest, er du bundet af dit tilbud, indtil fristen for modtagerens accept er udløbet, eller modtageren har afslået tilbuddet.

Hvis du fortryder dit tilbud, kan du nå at kalde det tilbage, hvis modtageren ikke har fået kendskab til tilbuddet endnu.

Tilbuddet er bortfaldet, når

  • fristen er udløbet,
  • modtageren har afslået tilbuddet (uanset fristen ikke er udløbet)


Er der ikke aftalt en frist, er tilbuddet bortfaldet, når der er gået en rimelig tid, fra modtageren fik kendskab til det.  Hvad en rimelig tid er, afhænger af den konkrete situation – f.eks. prisen.

Svarer modtageren for sent eller med en anden pris end du har sagt, er dit tilbud også bortfaldet, for så anses svaret som et afslag med et nyt tilbud. Dvs. Så er du heller ikke bundet af dit tilbud længere.

Tilbud med frist

Giver du et tilbud, er det en god ide at fastsætte en frist for modtagerens accept.  Så er det ikke så svært senere at fastslå, om modtagerens accept er kommet rettidigt.

Hvis modtageren accepterer dit tilbud inden for fristen, har I en aftale, som I begge er bundet af.  Accepterer modtageren for sent, skal accepten anses som et afslag med et nyt tilbud.

Det samme gælder, hvis modtageren accepterer dit tilbud inden for fristen, men f.eks. foreslår en anden pris.

Tilbud uden frist

Er der ingen frist på dit tilbud, skal det afgøres konkret hvor lang tid modtageren har brug for til at tænke sig om.

Som en tommelfingerregel kan man sige, at

  • Et mundtligt tilbud skal accepteres straks.
  • Et skriftligt tilbud skal accepteres inden den tid, der går med forsendelse af både tilbud og accept, tillagt en rimelig betænkningstid.

Tilbagekaldelse af tilbud

Som udgangspunkt er du bundet af dit tilbud fra det tidspunkt, hvor modtageren har fået kendskab til tilbuddet.

Det vil sige, du kan tilbagekalde dit tilbud, indtil modtageren kender til det.  Har du sendt en mail med dit tilbud, og modtageren ikke har læst mailen, er du frigjort fra tilbuddet, hvis din tilbagekaldelsesmail kommer frem til modtageren, inden denne læser tilbudsmailen.

Det gælder også, hvis du vil ændre tilbuddet.

I særlige tilfælde kan du også tilbagekalde dit tilbud, inden det har fået bestemmende virkning for modtageren.

Accept af tilbud

Når du har accepteret et tilbud, er du på samme måde bundet af din accept fra det tidspunkt, hvor tilbudsgiveren har fået kendskab til den.

Har du accepteret tilbuddet med ændringer (f.eks. ja, jeg vil gerne købe din hest, men jeg vil betale mindre for den), anses du for at have afslået tilbuddet og givet et nyt tilbud. Og så er du bundet af dette tilbud.

Det samme gælder, hvis du accepterer tilbuddet for sent.  En accept skal være kommet frem inden for fristen for at være rettidig.

Hvornår har man egentlig givet tilbud?

Når du sætter din hest til salg på internettet har du ikke forpligtet dig til at sælge den.  Det du gør, når du sætter den til salg, er at opfordre interesserede i at komme med tilbud.

Du er heller ikke forpligtet til at købe hesten, fordi du svarer på en annonce på nettet.

Ugyldige aftaler

Du kan ikke blive bundet af ugyldige aftaler.  Der er flere bestemmelser i aftaleloven om, hvornår en aftale er ugyldig.

Her skal blot nævnes, at hvis der er fejl i kontrakten, og det er åbenbart, at det er en fejl, vil du ikke være forpligtet (eksempelvis, hvis meningen er, at hesten skal sælges for 100.000, og du kommer til at skrive 10.000).

Import og eksport af heste

Ved aftaler på tværs af grænserne kan der være andre regler.

Lidt om rimelig betænkningstid

Det allernemmeste er at fastsætte en frist for accept af et tilbud. Men har I ikke fået fastsat en frist, skal tilbuddet accepteres inden for en rimelig tid. Det afgøres konkret, hvad en rimelig tid er.

Der er flere momenter, der spiller ind ved afgørelsen af, hvor lang betænkningstid, der er rimeligt.

Generelt kan man sige, at jo højere prisen er og jo mere kompliceret salgsgenstanden er, jo længere betænkningstid skal man forvente.

I hestehandler er salgsgenstanden levende – det er et stort dyr, og om hest og rytter får succes med hinanden, afhænger i høj grad af kemi og tillid. Der kan derfor ikke herske tvivl om, at salgsgenstanden er kompliceret.